lørdag den 30. november 2013

Julemarked


Så er det i morgen, at vi holder julemarked på Håndarbejdets Fremme. Jeg sælger både juleting og ting, som egner sig til jule- eller adventsgaver.


I morgen er det første søndag i advent, og i min barndom havde vi ikke pakkekalender, men adventskalender. Hver adventssøndag kom nissen med en gave i sin sæk. Jeg har syet 3 adventskalendere i uldfilt og patchwork. Den ene er et adventstog, og de to andre er med filtstjerner, som er fyldt med det blødeste bamsefyld.


Til julen hører også en julesok, som man kan hænge på kaminen eller på et dørhåndtag. I løbet af december kan man måske være heldig, at der af og til ligger små overraskelser i sokken. Disse er syet i uldfilt, pyntet med filtornamenter og forsynet med en strop, så de kan hænge.


Filt er årets tema, så jeg har også syet disse enkle og dekorative filtstjerne efter sammen skabelon som sidste år.

 
På gavesiden har jeg lidt til både store og små. Til de små piger er der hårelastikker i Libertystof og forklæder i voksdug. Og til de voksne er der varmere til bodum-kaffekanden og indkøbsnet i dejlige farver.

 
 
 

Så vel mødt i morgen mellem 10-15 på Håndarbejdets Fremme, Frederiksborggade 31, 1. sal (indgang fra Rømersgade - følg bare skiltet).
 

lørdag den 9. november 2013

Julemarked på Håndarbejdets Fremme


Så er vi igen nået til den tid på året, hvor jeg så småt får julelys i øjnene og begynder at finde julepynten frem og planlægge min december måned.

I år starter den med et julemarked, hvor jeg sammen med andre studerende fra Håndarbejdets Fremme sælger unikke julegaver og håndlavede produkter. Så kom og find årets julegave eller en lille hyggelig ting til dig selv søndag den 1. december mellem 10-15.